Hadsten Vinen 2010

ROCCA ZILUMARI 2008
Cabernet/Merlot
Sicilia I.g.t.
Sicilien, Italien

Hadsten Vinen 2010 er produceret af 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot druer, der er dyrket på Sicilien, Italien.

Det er en flot vin med intens rød farve, kraftig bouquet med et strejf af små røde frugter, fyldig, men samtidig frisk og fløjlsblød smag med blide tanniner samt en lang og behagelig eftersmag.

Denne harmoniske vin er særdeles velegnet til pasta, legerede supper, grillet og stegt kød samt diverse oste.

Vinen kan med velbehag drikkes nu og de næste par år.

1 fl. kr. 50,00 incl. moms / 3 fl. kr. 140,00 incl. moms (afhentningspris)
I 1880 grundlagde Francesco Rocca firmaet Vinicola Rocca, som lige siden har været en del af vinindustrien i Italien. Firmaet hedder nu Angelo Rocca & Figli, og det ejes stadig af familien Rocca. I begyndelsen handlede firmaet kun med partivarer, men senere udvidede man med to vinerier med tilhørende landjord, så man nu også selv producerer vin. Udover de to vinerier råder firmaet over et top-moderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza, der er beliggende i Lombardia, hvorfra man også distribuerer vinene. Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen, som er bygget udelukkende i marmor og granit og består af kældre, som sikrer den optimale lagring af vin i både fade og tanke.

Vejen går over Hadsten.
Da gravkoen satte tænderne i ejendommen Østergade 19 i Hadsten den 1. oktober 1959 begyndte den største omvæltning i byens historie, siden Hadsten blev grundlagt og banen åbnede 3. september 1862. Den stigende trafik på Randers- Skanderborg landevej og togenes hastighed på den jyske længdebane gjorde afviklingen mellem nord og syd vanskelig. Når bommen var nede gik vejtrafikken i stå, så planlæggerne så sig om efter en ny linjeføring. Med et øksehug kom trafikken til at gå over byens tage på en dæmning og en bro, der over en strækning på 1,5 km. gik fra Vinterslev gennem nogle villaer og en halv ejendom i Østergade, over banen og åen for ved Over Hadsten at fortsætte mod syd. Byggeriet stod på i 1959-60. Der blev flyttet 80.000 m3 jord og prisen blev 5 mill.kr. I 2010 er det 50 år siden broen blev åbnet med sloganet: "Vejen går over Hadsten, kom herned!" KaJo vin, der samme år fejrer 20 års jubilæum, har valgt, at årets Hadsten Vin skal være en vin fra Sicilien. Etiketten, der er designet af Poul Sørensen og fotograferet af Ove Rosenkvist, viser broen set mod nord, med de kendte bygninger fra det gamle Hadsten.